Udrustet med en recept med informationer om den nye brille til Alma, begav vi os i dag mod København for at finde et par nye briller til Alma. Nøjagtig som vi gjorde for et år siden. En slentretur gennem Ørstedparken ledte os så godt som direkte til ’Brillebutikken’ i Teglgårdsgade i centrum af København.

Vi besøgte butikken kort efter den åbnede en lørdag. En medarbejder kom os i møde. Medarbejderen får kæmpe pluspoint for at møde Alma i børnehøjde! Det var et godt udgangspunkt for besøget. En del af butikken er målrettet børnene, så der er lille bord og stolesæt, hvor der kan tegnes og læses bøger, mens der ventes. Vi fik hurtigt sporet os ind på en ’stil’ og farve-muligheder. Medarbejderen var kompetent og havde styr på størrelse, pasform og det bifokale glas. Indenfor 15 minutter havde vi truffet en beslutning.

Solbrillerne udskifter vi ikke i denne omgang. Vi genbruger stellet, som vi købte for et år siden og nøjes med at skifte glassene. Da vi skulle ud af døren Alma vælge en lille bamse fra en kurv, i bedste ’besøg hos lægen’-stil. Den var hun stolt over at kunne vise sine brødre, da vi kom hjem. Jeg vil ikke tøve med at aflægge butikken igen i fremtiden, når vi skal have nye briller til Alma. Jf. deres hjemmeside har de over 350 børnebriller. Og i vores tilfælde er der 10 dages leveringstid.

Andreas, min mand, var noget overrasket over, hvor hurtigt vi var til at finde briller og få afsluttet en bestilling – Han havde nok forberedt sig på det værste baseret på tidligere erfaringer. 😀 Men så var der ekstra tid i den anden ende til at aflægge den hyggelige legeplads i den nordlige del af Ørstedsparken på hjemvejen, som jo passende kan aflægges et besøg efter turen hos optikeren. 🙂