I dag blev det tid til Almas halvårlige kontrol på Kennedy Centret. Vi var som altid spændte og selvom at alle odds i forhold til statistikkerne bør være mod os, så overraskede synsudviklingen positivt igen.

De vurderede, at Alma nu ser 50% på hendes dårlige øje. Et øje hun knapt nok kunne registrere lyset fra en skarp lommelygte med, da hun var 5 måneder. Nu er det jo ikke et endeligt resultat, og meget kan ske endnu, da synsudviklingen er en skrøbelig størrelse. Men hvor er vi taknemmelige for, at vi er nået til hvor vi er nu. Det har været hele indsatsen med øjenplaster værd, og giver blod på tanden til at fortsætte, trods dage, hvor det virkelig trækker tænder ud.