Skal mit barn have briller?
Der er ikke lavet undersøgelser på, hvor mange børn, der bruger briller. Men jf. Thieles egne tal, er det cirka 3-4% af de 4-6 årige, der bruger briller. Dette tal stiger til næsten 12-15% af de 16. årige. (Kilde: Thiele.dk)
Børn er ofte ikke selv klar over, at de ser dårligt. De er vant til at se verden gennem deres øjne og kender ikke til andet og kompenserer ofte for det dårlige syn, ved fx at bruge de øvrige sanser. Derfor er der behov for at man er særligt opmærksom på barnets syn. Synet udvikles gennem barnets første 12 år, hvor den mest kritiske periode er fra 0 til 6 års alderen. Hvis man ikke spotter et eventuelt behov for briller og/eller behov for synstræning i den kritiske periode, kan det resultere i et dårligt syn som voksen. Jo tidligere det opdages, jo bedre er mulighederne som regel ifht. at korrigere for et dårligt syn.
Børneundersøgelserne hos egen læge og skolens sundhedsplejerske har blandt andet til formål at vurdere, om der kunne være behov for briller. Men der findes en række tegn man bør være særligt opmærksom på, når det kommer til at spotte signalerne. Har man synsproblemer i familien, bør man være ekstra opmærksom, da nogle synsproblemer kan være arvelige.
Læs mere om synets udvikling her.
Tjekliste til vurdering af barnets syn
Herunder er listet en række symptomer, der kan indikere, at et barn har behov for briller, og som man bør få undersøgt nærmere af en øjenlæge. Er der familiemedlemmer, der har problemer med synet og bruger briller, bør man desuden være ekstra opmærksom, da der kan være arvelige forhold.
- Skeler – Et øje trækker enten mod næsen eller mod øret. Enten konstant eller periodisk.
- Lukker det ene øje
- Blinker meget/gnider sig i øjnene
- Døjer med hovedpine eller ondt i øjnene
- Sidder tæt på skræm eller med bogen tæt på ansigtet og/eller ikke vil sidde længe foran en skærm eller med bog.
- Svært at holde koncentrationen
- Barnet klager over sløret syn
- Virker klodset ifht. jævnaldrene
- Lægger hovedet på skrå, for at fokusere
Oplever man et eller flere af ovenstående symptomer, er det er god ide at få en øjenlæge til at undersøge barnets syn. Det kræver ikke en henvisning fra egen læge. Iflg. Optikernes autorisationslov skal alle børn under 10 år undersøges af en læge eller øjenlæge, før de første gang skal have briller.
Brochure: Mit barns øje
Vi kan desuden anbefale at læse brochuren ’Mit barns øje’, som er udarbejdet af Øjenforeningen. Her gennemgås fx hvorledes forældre med tre simple prøver, med henblik på at vurdere, om barnet skeler.
Kontrol af synet ved børneundersøgelser
Alle børn tilbydes i Danmark en række sundhedsundersøgelser frem til fem-års alderen. Her skal lægen vurdere barnets syn. Men da barnets syn udvikler sig enormt i den periode, og der hurtigt kan ske en ændring i synet, er det vigtigt at være opmærksom på synet i de mellemliggende perioder og kontakte lægen, hvis man bliver usikker på, om barnet ser det det skal.
Mavefornemmelse
Husk mavefornemmelsen… Ofte er det mavefornemmelsen, der peger én i retningen af, at noget måske er galt. Lyt til den og få undersøgt om mavefornemmelsen taler sandt eller for at få lidt ro på usikkerheden.
Besøget hos øjenlægen
Vil du bestille en tid hos øjenlægen? Så læs siden ‘Besøget hos øjenlægen‘ og bliv bedst muligt forberedt på det.