Valg af briller til børn
Guide: Den optimale børnebrille
Cool-factor
Brillestel
Størrelsen og pasform:
Det er vigtigt at finde et stel, der passer til barnets alder og størrelse. Optikeren vil kunne vurdere dette, når brillen prøves på. Ansigtsformen har ligeledes en betydning. Man skelner mellem fem forskellige ansigtsformer, som Edel-optics.dk fint illustrerer på siden ’Hvilken brille passer til din ansigtsform‘.
Skal dit barn have et bifokalt glas (Et glas med læsefelt), skal størrelsen på glasset være tilstrækkeligt stort til at det er muligt.
Overordnet skal brillen sidde godt, så den ikke glider ned på næsen, og kan blive siddende, når barnet står på hænder eller er i bevægelse.
Materialet:
Man kan få brillestel i forskellige materialer. Plastikstel er ofte solide. Metalstel af fx titanium kan være lettere og mere fleksible/holdbare om end også ofte lidt dyre. Denne fleksibilitet kan dog også udmønte sig i, at de lettere bliver bøjet.
Nogle brillestel har den evne, at de kan bøjes på plads. Her er briller fra Lindberg særligt populære til børn, da de har en serie, der er lavet af et meget fleksibelt materiale.
Næsestol:
Der findes næsestole, som er faste og integrerede i stellet, og næsestole med næsepuder, der kan justeres. Sidstnævnte har den fordel, at de kan justeres til barnets næse. Ulempen kan være, at et aktivt barn, der falder på hovedet og får trykket brillerne ind i hovedet i faldet, kan risikere, at næseklemmerne laver sår. Risikoen er lille, men det sker.
Brillestænger
Brillestængerne skal flugte med ansigtet uden at klemme. Det er muligt at få brillestænger med affjedrede hængsler, der kan gøre brillen mere fleksibel. Med tanke på børns til tider hårde håndtering af briller, kan fleksibiliteten potentielt set begrænse risikoen for skade på brillen.
Ridestænger kan for nogle børn være at foretrække, da brillen ofte sidder bedre fast og ikke så let glider ned eller af. Ridestænger kan beskrives som en brilestang med en krog, der omslutter bagsiden af øret. Den er bøjelig og kan tilpasses barnet. Nogle optikere kan selv sætte denne krog på brillestellet, selvom det ikke er der til at starte med.
Typer af glas
Der er forskellige muligheder for tilvalg inden for glas.
Oftest er der plastglas i børnebriller, fordi de er mere brudsikre end mineralglas, og dermed ikke kan splintre. Til gengæld kommer der lettere ridser i, hvorfor man bør overveje en hård overfladebehandling af glasset, som vil beskytte glasset mod ridser. Denne behandling bør man særligt overveje til plastikglas.
Der findes sågar en overfladebehandling, der gør det vanskelige for snavs at sætte sig fast. Man undgår dog ikke at brillen skal pudses med jævne mellemrum.
Man kan som regel tilkøbe en smallere slibning af glassene, hvis man ikke ønsker, de skal blive for tunge. Bredden på stellet er også en overvejelse ifht. tykkelsen på glassene, da tykke glas i et smalt stel kan gøre, at overgangen mellem glas og stel ikke bliver pæn.
Antirefleksbehandling begrænser genskær for brugeren og forebygger, at personen man taler med, ser et spejlbillede af sig selv.
Man kan desuden vælge glasfarve og fx. vælge et mørkere glas, så brillen bliver en solbrille, der beskytter synet mod sollys. Eller vælge et farveskiftende glas, der bliver mørkere, når man befinder sig i sollys. Og bliver klare igen, når man kommer indendørs.
Vidste du, at man kan få gratis børnebriller til børn?
Læs mere på siden ’Tilskud og gratis børnebriller’.