Tips og ideer til synstræning

En hverdag med øjenplastre / øjenklap

Synstræning med øjenplaster eller øjenklap af stof kan for mange opleves som anstrengende, fordi barnet modsætter sig det. Vi har samlet en række tips og ideer, som vi enten selv har haft stor glæde af, eller har fået anbefalet af andre, der har skulle igennem et forløb med synstræning.
 
På siden ’Motivation’ findes inspiration til, hvordan barnet kan blive motiveret til at bruge øjenklap.  Øvrige tips og ideer kan læses herunder.
 

Gør det naturligt

Vær som forældre ikke flov over øjenplastret, da der er risiko for, at det vil smitte af på barnet. Gør det i stedet naturligt for barnet at have øjenplaster på, ved at gøre hvad I normalt ville gøre såvel hjemme som ude. Folk kigger gerne en ekstra gang på et barn, der har et plaster på øjet, og stiller måske endda spørgsmål. Ved at svare åbent på spørgsmål, lærer barnet selv at svare på, hvorfor han/hun skal have et øjenplaster på og have det godt med det.
 

Forklar barnet, hvorfor øjenplastret skal på

Man bør forklare barnet, hvorfor barnet skal have øjenplastret på, hvis alderen er til at kunne forstå det. Men naturligvis på en måde, der modsvarer barnets alder. Personligt bruger vi fx vendingen ’Alma træner, så hendes øje bliver stærkt’, når børn stiller spørgsmål.
 

Fast rutine

En fast rutine kan gøre det lettere at få kørt brugen af øjenplaster ind i hverdagen. Personligt har vi indført, at øjenplastret påføres lige når vores datter vågner. Derved får vi dagens klaptræning overstået, mens hun er frisk og mest oplagt til det, så vi ikke skal kæmpe med det, når hun hen på eftermiddagen bliver træt og der går ulvetime i den. Nogle sætter øjenplastret på lige inden barnet vågner om morgenen, så barnet ikke oplever det som en ’frarøvelse’ af synet, på samme måde, som hvis han/hun vågner med begge øjne til rådighed for så efterfølgende at tildække det stærke øje.
 
Barnets institution kan inddrages i den faste rutine. Personligt havde vi oplevelsen af, at det var lettere at få klaptræningen gennemført, når klaptræningen foregik i institutionen. Det blev en del af deres i forvejen faste rutiner for dagen. Og så skulle vi ikke til at kæmpe med det, når vores datter var træt ovenpå en dag i børnehave.
 
Vi har altid haft en belønningsplakat hængende på vores datters stue, så hun kan sætte dagens øjenplaster på, når klaptræningen er overstået. Vores belønningsplakater kan ses i kategorien ‘Motivationsprodukter’.
 

Fejre de gode nyheder

Vi har god erfaring med at fejre de små milepæle i familien, som når vi fx har været til kontrol på Kennedy Centret (Nationalt forskning- og rådgivningscenter for genetik, synshandicap og mental retardering) og de har vurderet fremgang med synet. Også da vores datter var for lille til at forstå det. Men ved at familien fejrer det inddrages hendes søskende også. De er jo også en del af hverdagen med øjenplastre og hjælper til med at afsløre lillesøster, når hun flår plastret af.
 
En omgang kage til personalet i institutionen har også været en succes. De har en mindst lige så stor en del af æren for fremgangen, som os selv, da vores datter i høj grad har brugt øjenplaster i vuggestuen og i børnehaven og sikret, at vi kom igennem store dele af synstræningen.
 
Jeg har hørt om folk, der også giver mulighed for at barnet fejrer det med vennerne i form af fx en lille fest eller marketing i børnehaven. Aktiviteter til en sådan fest kunne være at dekorere øjenplastre, eller sætte øjenplastre på piratens øje, mens børnene selv har bind for øjnene (Som man gør i legen ’Sæt halen på æslet’.).
 

Belønning / Motivation

En del har held med at belønne deres børn for vellykket synstræning. Se afsnittet ’Motivation’ og blive inspireret. 
 

Børnehaven/vuggestuen

Skal barnet træne sit øje i et omfang der gør, at barnet også skal have øjenplaster på i børnehaven/vuggestuen, så har personalet her en stor rolle i forbedring af dit barns syn. Den utrolige indsats de gør i vores vuggestue, for at sikre sig, at vores datter klaptræner, og når de daglige mål, vi sætter fra dag til dag, samt registrerer hendes vågne timer og tid med øjenplaster, er uvurderlig. En kage i ny og næ som tak kan gøre underværker ifht. at anerkende dette. 😉
 

Hudirritation

Udfordres dit barn af hudirritation i forbindelse med brug af øjenplaster? Læs vores tips til problemet på siden ‘Hudirritation‘.
 

Armlåse

Man kan i udlandet købe armlåse, som sættes på barnets arme, for så at barnet ikke kan bøje armene og flå øjenplastret af. Vi hos Vision4kids anbefaler dem IKKE. Men et alternativ, som jeg har hørt andre har haft glæde af, er at bruge badevinger på de helt yngste børn, da det så er svært at nå øjenplastret og rive det af.
 

Computerspil/apps

For nogen virker det, at tiden barnet gennemføre sin synstræning, også er tiden hvor barnet kan få lov til at sidde med en computer eller iPad. Vi fik det selv anbefalet af personalet på Kennedy Centret (Nationalt forskning- og rådgivningscenter for genetik, synshandicap og mental retardering), da vores datter var 7 måneder. 
 
Efter at have forhørt mig hos bl.a. Synscentret Refsnæs, nåede jeg frem til følgende liste, der stimulerer barnets syn (Egner sig til børn, der er 0-18 måneder):
 
app

Mebop Maestro: Baby Rattle

app

Infant Zoo LITE for Babies

app

Sound Shake

app

My First: High Contrast Images

Animated Visual Stimulation

app

Tap-n-See Now